OM VICTORIA PUBLISHING

Bøger bringer os sammen.
Victoria Publishing er et nyt dansk forlag, som er grundlagt for at bringe mere dansk litteratur ud i verden – for de bedste historier fortjener at blive læst af mange.

På Forlaget Victoria Publishing vil vi udgive litteratur med globalt potentiale. Med et hold af kreative og erfarne kræfter fra bogbranchen og filmindustrien i Danmark og USA vil vi satse på en fokuseret og kontinuerlig salgsindsats for hver titel — også efter bogudgivelsen.

“Vi hører fra mange forfattere, at forlagene ikke gør nok for at markedsføre deres bog. Resultatet er, at der ikke blive solgt så mange eksemplarer, som der burde. Det kræver en langvarig indsats fra forlaget,” udtaler forlagets administrerende direktør, Linda Victoria Skovsende.

Linda Victoria har en baggrund som forfatter og medstifter af rekrutteringsfirmaet Colliander & Partners, som har kontorer i fire europæiske lande. Det er hendes erfaringer fra bogbranchen og som iværksætter, der har ført til etableringen af det ambitiøse forlag.

”At etablere et forlag midt i en verdensomspændende pandemi har ikke gjort ambitionerne for Victoria Publishing mindre. Tværtimod er vi sikre på, at behovet for at læse en god bog kun er vokset under krisen: Folk, der tidligere har haft for travlt til at læse, har genopdaget bogen. Derfor er der netop nu stor interesse for nye udgivelser,” siger forlagsdirektøren.